Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Glidende genstart på skolerne efter nytåret

Efter nytåret er der glidende genstart på skolerne i Billund Kommune. Det betyder, at de ældste elever fortsætter med digital undervisning i den første uge af 2021.

Skolerne i Billund Kommune havde fredag sidste skoledag inden juleferien. Det foregik virtuelt for eleverne i 5. klasse og op, da de ældste årgange som en del af nedlukningen har haft fjernundervisning torsdag og fredag i denne uge.

Når skolerne begynder igen i det nye år, vil det fortsat for en stund være med digital undervisning for de ældste elever.

Børne- og Undervisningsministeriet har således givet kommunerne tilladelse til at forlænge perioden for fjernundervisning på skolerne efter nytåret. Det benytter Billund Kommune til at indføre glidende genstart for at minimere smitterisikoen for COVID-19 blandt elever og personale oven på julen og nytåret.

I Billund Kommune betyder det konkret, at 5.-10. klasse starter med digital undervisning i den første uge efter ferien, altså fra mandag den 4. januar 2021 til og med fredag 8. januar 2021. De yngste elever i 0.-4. klasse møder direkte ind på skolerne igen den 4. januar 2021.

”Mandag den 11. januar vil alle klasser efter planen være tilbage på skolerne. Den glidende genstart af skoleundervisningen betyder, at vi minimerer risikoen for at sprede smitte på vores skoler efter juleferien,” siger Morten Kirk Jensen, skolechef i Billund Kommune.

Nødpasning

Fra på mandag den 21. december skal SFO, fritidshjem og klubtilbud i øvrigt holde lukket som en del af nedlukningen. Der vil dog være mulighed for nødpasning i normal åbningstid for følgende:

  • Børn under 10 år, hvis forældre er kritisk personale eller privatansatte, der ikke er hjemsendt.
  • Elever på alle klassetrin i specialskoler eller specialklasser.
  • Elever med særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov.
  • Elever, som er omfattet af krav om sprogprøver.