Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Borgmester og udvalgsformænd håber forældre vil hjælpe med at rådgive børn og unge mod at samles

Borgmester og udvalgsformænd håber på, at børn og unge ikke samles i større grupper, og beder forældrene hjælper med at rådgive deres børn.

Allerede i løbet af torsdag i sidste uge lukkede alle kommunale haller og centre ned for at følge regeringens anbefalinger om at undgå at mødes i forsamlinger. 

Selv om det også har økonomiske konsekvenser for dem, ja så fulgte de selvejende haller og centre samt foreningerne op og aflyste straks alt. Og dermed har vi en unik situation, hvor vi i Billund Kommune fra dag et af levede op til at undgå forsamlinger, træning og kampe, hvor man kan udsætte andre for smittefare. Det er flot, siger Stephanie Storbank, der er formand for Unge- og Kulturudvalget i Billund Kommune.

 Med både skoler, daginstitutioner og kultur- og idrætsfaciliteter lukket er der dæmmet godt op for smittefaren, men hvis det skal være rigtig godt, så kræver det hjælp fra borgerne. 

Det er dybt forståeligt, at børnene og de unge gerne vil mødes, og at de savner kammerater og deres sport eller kulturaktiviteter. Men skal vi for alvor inddæmme smittefaren - og det skal vi - ja så skal man som forældre også være rigtig gode til at rådgive børnene og de unge om ikke at mødes hjemme, i det offentlige rum og i større grupper, siger Borgmester Ib Kristensen.

Billund Kommune har med netop det hensyn for øje sagt nej til forespørgsler om, hvorvidt legepladserne ved de kommunale institutioner bruges i den periode, hvor skoler og dagtilbud med videre er lukket. 

Der er gode råd fra sundhedsmyndighederne om at mødes udenfor og kun i helt små grupper og holde afstand, og dermed kan man stadig have en aftale med sin bedste ven eller veninde, eller løbe en tur to eller tre sammen. Men man skal undgå at lave større grupper, der mødes, siger Ann Charlotte G. Vilstrup, der er formand for Børneudvalget i Billund Kommune.

Politiet og SSP holder også i Billund Kommune øje med det offentlige rum for at rådgive børn og unge. Men det bedste er samtalen og de gode råd hjemmefra om at passe på sig selv og hinanden den kommende tid.