Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Børn og unge i Billund Kommune dropper cigaretterne

Antallet af børn og unge i 7.-9. klasse, som har prøvet at ryge cigaretter, er faldet markant i Billund Kommune. Resultaterne er opnået på baggrund af et nyt forebyggende projekt.

Et projekt med forebyggelse af rygning i folkeskolerne i Billund Kommune har vist sig som en stor succes. Projektet, der hedder X:IT, har kun været i gang i et år, men resultaterne taler allerede deres tydelige sprog.

Således er andelen af børn og unge, der har prøvet at ryge cigaretter i 7.-9. klasse, faldet fra et gennemsnit på 14,5 procent i september 2019 til 8,5 procent i september 2020. Den største fremgang ses i 9. årgang. Her er andelen, der har prøvet at ryge, faldet fra 28 procent til 12 procent.

”Det er overraskende, at resultaterne allerede efter ét år er så gode. Det er vi svært tilfredse med. Vi ved, at det er afgørende at sætte ind på 7.-9. klassetrin, fordi der typisk sker en stigning i antallet af unge, som begynder at ryge, når de starter i 10. klasse eller på en ungdomsuddannelse, hvor de unge skal finde ind i nye sociale fællesskaber. Jo tidligere vi sætter ind, desto større er chancen for, at de unge ikke begynder at ryge,” siger Søren Dahl Stagaard, projektkoordinator på X:IT i Billund Kommune.

Flere initiativer hjælper

X:IT indebærer konkret otte lektioners undervisning, som klæder eleverne på til at vælge rygning fra. Forældrene inddrages også, da de sammen med eleven kan skrive under på, at eleven holder sig røgfri i hele skoleåret, mens forældrene forpligter sig på at tage samtaler med barnet om tobak. Endelig har Billund Kommune fra august 2019 indført røgfri skoletid på alle folkeskoler, så hverken elever, ansatte eller gæster må ryge i arbejdstiden – heller ikke uden for matriklen.

Resultaterne for det første år viser desuden, at færre elever har et fast forhold til rygning. Således er der ikke længere nogen elever, som ryger fast hver dag. For et år siden var der syv elever, som røg fast hver dag.

”Det er virkelig et flot resultat. Det er en anerkendelse til projektet, og det viser, at det hjælper at sætte fokus på, hvor skadelig og vanedannende rygning er,” siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, formand for Børneudvalget i Billund Kommune.

Fakta om X:IT

  • Projekt X:IT er en forebyggelsesindsats under Kræftens Bekæmpelse. Projektet blev forud for sidste skoleår bredt ud på alle folkeskoler i Billund Kommune. I Billund Kommune er målet, at færre og færre elever skal begynde at ryge – med det ambitiøse mål at ingen elever ryger i 2025.
  • Billund Kommune er partner i Røgfri Fremtid, som er et partnerskab startet af TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse. Målet i Røgfri Fremtid er, at ingen børn og unge ryger i 2030, og at færre end fem procent af den voksne befolkning ryger.