Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

100 procent: Guldpenge og stor ballonfest i dagtilbud og skoler

”Vi har fået guldpenge! Det er fordi, de voksne har været mega gode!” Fem dagtilbud og én skole har hver scoret 5.000 kr., fordi forældreengagementet er så stort. Forældrene har svaret på et spørgeskema om blandt andet trivslen og læringsmiljøet i de enkelte institutioner. Billund Kommune stillede 5.000 kroner på højkant til det dagtilbud og den skole, som lykkedes med at opnå den højeste forældrebesvarelse.

De voksne kalder det ”børneinddragelse så det vil noget!”, mens børnene er mere interesserede i at ”vi skal synge noget med guitar!” Der var lagt op til stor ståhej og fest i de fem dagtilbud i Billund Kommune, der alle havde opnået en imponerende forældrebesvarelse på 100 procent i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen om Program for læringsledelse. – Et fireårigt program hvor der arbejdes med at udvikle og forbedre læringsmiljøet i dagtilbuddene og på skolerne i kommunen.

Men det flotte resultat er ikke kommet af sig selv. Både børn og pædagoger har været kreative for at motivere forældre til at svare på spørgeskemaundersøgelsen. I Sdr. Omme Børnehave, hvor ”børnene har været motivatorer!”, fik hvert barn lov til at farve et felt i et stort barometer, når deres forældre havde svaret på spørgeskemaet, til alle felterne var fyldt ud, og de 5.000 kroner kunne hives hjem.

UNI-Login og forældrekaffe

Også Hejnsvig Skole har gjort meget for at banke svarprocenten i vejret. Her blev forældrene inviteret til fyraftensmøde, hvor de kunne få hjælp til at finde spørgeskemaet og logge på med UNI-Login. Et system, deres børn kender som deres egen skolegård, men som ikke altid er lige let at finde hoved og hale i, hvis man ikke har prøvet det før. Men det lykkedes, og skolen fik stor opbakning med en forældrebesvarelse på 73 procent.

De 5.000 kroner gik til elevrådet, og det var en stolt elevrådsformand, der tog imod gavekortet.

”Hvad vi vil bruge pengene på, ved vi ikke endnu. Vi tager det op på næste elevrådsmøde,”

sagde Johan Hogrefe Fredmar, mens han og resten af elevrådet smilede til fotografen.

”Bare en elbil”

I dagtilbuddet Klatretræet er der til gengæld ikke tvivl om, hvad pengene skal bruges på. Her har børn og pædagoger i fællesskab lavet en ”Ønskebrønd”, hvor alle ønsker er blevet hørt og taget med i overvejelserne. Blandt de mange bud var både fjernstyret elbil, lilla legetøj og badebassin med rutsjebane. Og som pædagogerne formulerede det, ”begynder de nu den demokratiske proces”, hvor børnene kan stemme på det ønske, de helst vil have til at gå i opfyldelse.

Udover Sdr. Omme Børnehave og Klatretræet, vandt også Hejnsvig Børnehave, og dagtilbuddene Trehøjevej og Langelandsvej med en forældrebesvarelse på 100 procent.