Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Billund igen en af landets bedste erhvervskommuner

Tre forskellige erhvervsklimaundersøger i 2018 placerer alle Billund Kommune som en af landets allerbedste erhvervkommuner

Billund Kommunes indsats for at skabe de bedste rammer for job og vækst belønnes med en flot placering blandt landets 10 bedste erhvervskommuner. Det viser den nyeste udgave af Dansk Industris store årlige undersøgelse Lokalt Erhvervsklima, hvor 7.700 virksomheder medvirker.

DI undersøgelsen bekræfter at Billund Kommune igen i 2018 er blandt landets allerbedste erhvervskommuner. Tidligere i år har Dansk Byggeri rangeret Billund som nummer tre i landet, og samme placering opnår Billund Kommune i en helt ny undersøgelse som den uafhængige tænketank Cevea udgav i april.

 

Topplaceringerne glæder Borgmester Ib Kristensen, selv om han godt kunne ønske sig at Billund Kommune var endnu højere oppe i DIs undersøgelse.

 - Vi kommer fra en fjerdeplads, og det er klart vi kigger på, hvad vi kan gøre endnu bedre til næste år og på de kategorier, hvor vi ikke er rangeret så højt, men det ved vi også de øvrige kommunerne gør, så alt i alt glæder jeg mig over, at tre uafhængige undersøgelser alle peger på vi er blandt landets bedste kommuner i forhold til Erhvervs-venlighed, og at vi vel og mærke har været det i en årrække og dermed er en stabil kommune at satse på, hvis man gerne vil være i et godt erhvervsklima, siger Ib Kristensen.   

Dansk Industri hæfter sig også netop ved Billund Kommunes vedholdende arbejde med at skabe gode de bedste mulige forhold for virksomhederne. 

 

- I DI Sydvestjylland er vi meget imponeret af Billund Kommunes vedholdende og effektive arbejde for at tilbyde de bedst mulige forhold for virksomhederne i kommunen. Vi kan se, at virksomhederne er meget tilfredse med næsten alle de erhvervsvilkår, vi måler på, siger formand for DI Sydvestjylland Jens Damgaard.

Billund er i år den ottende bedste erhvervskommune i landet. Det er ottende år i træk, at Billund placerer sig i top 10 i undersøgelsen. Årets placering er et lille skridt tilbage fra sidste års fjerde plads.

Tilfredsheden kommer især til udtryk i virksomhedernes vurdering af kommunens skatter, afgifter og gebyrer, hvor Billund rent faktisk opnår den højeste tilfredshed af alle på landsplan.

 Placeringen er helt fortjent, da Billund Kommune er en af de kommuner i landet med de laveste skatte- og gebyropkrævninger, siger Jens Damgaard.

Billund Kommune scorer også højt i kategorien ”fysiske rammer”. Her opnår kommunen en samlet anden plads på landsplan, og her er det især kommunens udbud af erhvervsgrunde og kommunens arbejde for at kommunens planlægning tager hensyn til erhvervslivets behov, der får rosende ord med på vejen, men også kommunens arbejde for at sikre god bredbåndsdækning er blevet positivt bemærket.


- Vi oplever, at Billund Kommune er meget i kontakt med de lokale virksomheder, og at kommunen er gennemsyret af en kultur om at servicere erhvervslivet på alle niveauer i den kommunale forvaltning. Det gælder også kommunens indsats for, at virksomhederne kan få de medarbejdere, de har brug for. Her får samarbejdet med kommunens jobcenter en meget positiv vurdering, siger Jens Damgaard.

Et af de resultater i DI Undersøgelsen, der især glæder Borgmester Ib Kristensen er uddannelse. Her opnår Billund Kommunes skoler en fin placering i årets DI-undersøgelse. Dels er Billund en af de kommuner, der evner at dygtiggøre eleverne mest i forhold til det forventede karakterniveau, og dels vurderer virksomhederne, at skolerne er meget dygtige til at samarbejde med virksomhederne, så eleverne kan få et indtryk af fremtidige karrieremuligheder på områdets virksomheder.

 

I august fik vi resultaterne af den anden kortlægning i Program for Læringsledelse, der fortæller at både lærere og elever oplever en bedre skole, og fortæller DI undersøgelsen, at erhvervslivet også har et meget positivt syn på samarbejdet med skolerne. Det er dejligt, siger Ib Kristensen.

 

FAKTA OM LOKALT ERHVERVSKLIMA DI 2018


DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2018, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er niende år i træk, at DI laver undersøgelsen. Knap 7.700 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer i alt 350.000 arbejdspladser, hvilket svarer til knap 20 pct. af den private beskæftigelse. Her i 2018 er undersøgelsen udvidet med enkelte nye spørgsmål og flere nye statistiske indikatorer. Undersøgelsen giver derfor et endnu mere nøjagtigt billede af kommunernes erhvervsvenlighed. Det betyder dog, at sammenligning med placeringer i tidligere år skal tages med et mindre forbehold.

Som noget nyt er resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer også opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.

Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.
For

  

Oversigtsnotat om Billund Kommunes resultater hos DI

Læs mere om Billund Kommunes placering hos Dansk Byggeri 

Find Ceveas undersøgelse har

Læs mere om Ejendomsforeningen Danmarks undersøgelse